Regeringen vil reducere de irriterende administrative byrder, udviklingslandene regelforenkler hurtigt, staten afbureaukratiserer, sektorseminar om selskabslovgivning i EU og Post Danmarks erfaringer med brugerdreven innovation.
19 konkrete initiativer samt to byrdejægerprojekter fordelt på seks ministerier skal nu, og frem til udgangen af 2010, reducerer virksomhedernes irritationsbyrder. ”Administrative krav til virksomheder skal være rimelige og til at forstå. Vi skal derfor være særligt opmærksomme på irritationsbyrderne” siger Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen. Historien fik bred dækning i pressen, da irritationsbyrdelisten blev offentliggjort d. 18. januar 2010.
Ikke kun i de vestlige lande har man fokus på at forenkle regler for virksomhederne for at skabe vækst og beskæftigelse. Flere udviklingslande er også i gang med at forbedre virksomhedernes vilkår. På en konference i Stockholm fortalte repræsentanter fra Rwanda, Zambia og Vietnam om deres arbejde. Grundlæggende er deres tilgang ikke så forskellig fra vores – de har bare gjort større spring.
Hovedrengøring i Finansministeriet leder nu til en afbureaukratiseringsplan for statens interne regler. Regler må ikke blokere for den gode og effektive arbejdsindsats, siger Finansminister Claus Hjort Frederiksen. Det handler om at gøre tingene på en smartere måde.
Udgangspunktet var den nye danske selskabslov og målingen af de reduktioner loven medfører, da Erhvervs og Selskabsstyrelsen holdt sektorseminar i Bruxelles i december 2009. I samarbejde med Kommissionen arrangerede Center for Kvalitet i erhvervsregulering og lovskriverne bag selskabsloven et seminar om selskabsområdet.
Hvordan vandrer viden fra brugerne ind i en organisation og bliver en del af innovationsprocessen? Det var hovedspørgsmålet, da Post Danmark på et seminar fortalte om deres erfaringer med brugerdreven innovation. Ved at bruge viden fra brugerne kan Post Danmark transformere deres organisation til at passe til de udfordringer de står overfor i dag.